Artikler - 13. december 2019
Amerikansk straftold kan være en gamechanger for samlere
USAs præsident Donald Trump har truet Frankrig med straftold på blandt andet vin, champagne og ost. Deriblandt en 100 % straftold på champagne
Luksustold
USAs præsident Donald Trump har truet Frankrig med straftold på blandt andet vin, champagne og ost. Deriblandt en 100 % straftold på champagne.
Truslen kommer som en direkte respons på Frankrigs præsident Macrons udtalelser om, at man overvejer en særlig selskabsskat på amerikanske selskaber med primære tilholdssted i Silicon Valley.
Frankrigs eksport af vin og champagne til USA overstiger 1,7 milliarder kroner om året, og hvis priserne stiger med 100 % så vil folk i stigende grad handle lokalt. Dermed kan den amerikanske straftold få positiv konsekvens for vinsamlere i USA. Man taler lige frem om en såkaldt ”Champagne boble”.
Amerikanske købere er allerede nu begyndt at udvise stigende interesse for varer som allerede befinder sig i landet frem for at importere fra Frankrig. Ifølge Jeff Zacharia, der er chef for auktionshuset Zachys, rapporteres der om 10 % flere bud end vanligt på en nylig vinauktion i New York. Den stigende efterspørgsel skyldes blandt andet de afgifter, der allerede er på plads.
Udsigten til en straftold på 100 % er altså at betragte som en tidlig julegave til de amerikanske private samlere og forhandlere, og vil givetvis medføre øget efterspørgsel og deraf gode muligheder for at gøre en god handel med fransk vin og i særdeleshed champagne indenfor de amerikanske grænser.
Hvad betyder det for den danske vininvestor?
Fra en dansk vininvestors perspektiv, kan den amerikanske straftold anskues som en trussel, men i så fald bør denne kun være midlertidig og kommer samtidig med en mulighed.
Mens amerikanerne skal vænne sig til at eksempelvis Dom Pérignon og Cristal bliver dyrere, er der imidlertid ikke noget alternativ til denne type produkter. Efterspørgslen kan måske vise sig at falde midlertidigt, men de der drikker champagne fra den øverste hylde vil næppe skifte til alternativer fra andre lande og prisen kan på den måde over tid blot blive ”new normal”.
Dog kan der opstå en mulighed i at eksempelvis italiensk vin, af den ene eller anden grund, ikke er omfattet af nogen straftold, som udover Frankrig også rammer både Tyskland og Spanien. De bedste italienske vine kan derfor komme til at se ekstra attraktive ud blandt de amerikanske vindrikkere, hvilket kan medføre øget efterspørgsel – til fordel for investoren.