Markedsanalyser - RareWine Academy

Høstrapport: Dette kan du forvente af vinhøsten 2020

For de fleste af de største og mest velrennommerede vinproducenter er årets høst i hus. Hvordan høsten er gået og hvad du skal forvente af vinene fra 2020? Få svaret her...

Høsten er i hus

Høsten er den tid på året, hvor meget bliver afgjort for vinens senere kvalitet. En tid hvor vinbonden bekymrer sig, men også glæder sig, når druerne er i hus. Nedenfor kan du blive klogere på årets høst indtil videre i 2020 i nogle af de primære områder for vinproduktion. 

På den nordlige halvkugle er høsten mange steder overstået og andre steder i fuld gang. Kvaliteten kan man som udefrakommende i virkeligheden ikke udtale sig om endnu, men det kan vinbønderne selv. Som regel er de positive, og det skal man også være. På den sydlige halvkugle høstede de for ca. 6 måneder siden og her melder langt de fleste steder om en rigtig god høst, her iblandt Australien.

Champagne: mindre udbytte, høj kvalitet

I Champagne er der skåret ned på høstudbyttet i år, men druerne rapporteres til at være af høj kvalitet. Det bliver spændende at følge hvordan den reducerede mængde får indflydelse på priserne, hvor også varmen har spillet en vigtig rolle. Det er stadig for tidligt at sige noget konkret om kvaliteten, men især pinot noir tegner godt. Det kan godt blive et år, hvor pinot noir virkelig viser sin styrke.

Foråret startede flot, og blomstringen fik hjælp fra det varme forår. Høsten startede i slutningen af august, og mange steder var der kun 85 dage fra blomstring til høst, hvilket er en indsnævring af vækstsæsonen fra gamle dage, hvor tommelfingerreglen sagde 100 dage. Den varme sommer med mild regn har givet rigtige flotte druer i de fleste kommuner.

Bourgogne: varmen giver udfordringer

I Bourgogne er høsten overstået hos de fleste bønder. Det har været et år med rigtig meget varme både i juli og august. For de, der ikke har passet deres bladløv ordentligt, giver det problemer med brændte druer.

I Cote d’Or er det især varmen, der har drillet mest, hvilket har givet to problemer. Det første er, at nogle druer har fået for meget sol og er blevet skoldet, hvilket resulterer i rosiner, som den kritiske vinbonde ikke vil have med i kælderen.

Det andet problem med en lang varm periode er, at vinstokkene stresser og dermed lukker ned for modningen. Dette giver druer, som ser modne ud, men stadig ikke er smagsmæssigt modne. De vinbønder, der har høstet med kritiske øjne, har til gengæld fået rigtig gode druer i hus. Også producenterne oppe nordpå i Chablis melder om en tilfredsstillende høst.  

Bordeaux: varmeste sommer siden 1959

En årgang hvor det varme forår satte tidligt gang i vinstokkene. Den tidlige blomstring har også her givet en tidlig høst efter en meget varm sommer. Som udgangspunkt er der stor modenhed i druerne, og vi kan forvente en mere opulent årgang end i de seneste par år.

Sommeren i år har været den varmeste siden 1959, men alligevel er regnen faldet på de gode tidspunkter i vækstsæsonen. Høsten to uger før normen vil give druer med højt potentiel alkohol og den laveste syre siden 2003 årgangen. Som de siger i Bordeaux: En god og ekstrem vækstsæson som forhåbentlig også giver store vine.

Piemonte: endnu en fremragende årgang?

Piemonte melder om sunde barbera druer og andre af de tidligere modne sorter. Nebbiolo hænger fortsat på vinstokkene og opsamler koncentration samt sukker til at modne. En af de absolut sidste steder der høstes er Barolo.

Bedømmer man på, hvordan sæsonen har været, så kan det tyde på endnu en fremragende årgang for Barolo og Barbaresco. Og fortsætter vejret med at holde varmt, og vinbønderne bliver forskånet for regn i større mængder, så kan vi se frem til en god årgang også for nebbiolo-druerne.

Toscana: modne druer lover godt

Toscana, især Brunello di Montalcino, har meldt ind med flotte modne druer. Høsten er foregået i slutningen af september, så her har der været god modenhed og smagsintensitet i druerne.

Som altid må vi her væbne os med fem års tålmodighed, inden vinene kommer på markedet, og sandheden om årets årgang ser dagens lys.

Napa Valley: høsten overskygget af skovbrænde

Høsten 2020 bliver i disse dage desværre overskygget af katastrofen i Napa Valley, hvor skovbrænde hærger store områder. De brande vi har set i det nordlige Californien i de seneste år, er i år kommet endnu tættere på de bedste vinområder i Napa Valley og Sonoma County.

De første producenter med vinmarker, hvor al frugten er gået tabt, har allerede meldt ud. Andre oplever problemer og gener fra røg, der har sat sig på druerne, og medfører røgede aromaer i vinen. Der kan være mulighed for nogle der har høstet inden de første røgfaner viste sig, de kan med lidt held ende med at sende god vin på markedet.

Tyskland: slut med eiswein?

Tyskland har høstet til de mere almindelige vine, hvor druer til kabinett ser flotte og gode ud. De sent høstede udgaver må vi vente på.

Eiswein var noget der skete engang, og gad vide hvor mange vinbønder, der tør lade deres druer hænge indtil december eller januar og tro på, at der kommer minus 7 grader? For de røde vine så har det set godt ud for spätburgunder.

Portugal: potentiale til vintage port

Portvin fremstilles i Douro-dalen i det nordlige Portugal, hvor temperaturen altid er varm, men hvor årgangene betyder meget for om druerne går til en Vintage Port eller en fadlagret Tawny-udgave. Dette år har igen budt på meget varme og knap så meget vand. Det har hos de fleste vinbønder resulteret i meget modne druer, som har højt niveau af tannin. Hos flere af de store producenter taler man allerede om potentiale for endnu en Vintage årgang.

Fremtiden for årgang 2020

Man siger, at god vin laves i marken så nu hvor druerne er kommet i hus er det op til vinmagerne at passe på de gode råvarer - i kælderen. Samlet set har 2020 været en besværlig årgang for vinbønderne, med diverse Covid-19 restriktioner, ganske som alle andre steder.

Derudover kan man samlet set konstatere, at det meste af den nordlige halvkugle har haft en tidlig blomstring efterfulgt af en varm sommer. De fleste har høstet relativt tidligt og allerede nu tales der om god koncentration og høj alkoholprocent. 2020 ser ud til at følge fint i hælene på andre 0-årgange, 1990, 2000, 2010, som også bød på rigtig flotte vine med god koncentration.

Som vinelsker kan man nu kun læne sig tilbage og vente på hvordan vinene vil præsentere sig når vi ser dem om et par år.

Bliv kontaktet af RareWine Invest

Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt - ganske uforpligtende naturligvis.