Artikler - RareWine Academy
Hvor lang tid kan en vin gemmes og hvornår er den drikkemoden?
De bedste vine kan gemmes i mere end 100 år, men de fleste store vine vil ramme deres højdepunkt inden de bliver 50 år gamle. Ved du om din vin er drikkemoden? Få svaret her.
Hvad er afgørende for hvor længe man kan gemme vin?
Opbevaring af vin og gemmepotentiale er et emne med mange nuancer. Blandt de væsentligste faktorer, der har indflydelse på vinen gemmepotentiale, er blandt andet druesort, område, årgang og ikke mindst producent. I denne artikel antager vi, at alle vine opbevares ved optimale forhold; mørkt, ved ca. 13 grader og med godt 70 % luftfugtighed.
For at en vin skal kunne gemmes, så skal vinen have de rigtige komponenter i sig, til at konservere. De åbenlyse faktorer for at konservere vin er alkohol, sukker, syre og tannin.
Desværre er det ikke så simpelt, at man blot kan måle på de fire elementer og dermed lave et facit. Ofte kan flere mindre ting spille ind, især den uhåndgribelige faktor balance.
Historisk set har rødvin fra Bordeaux været klassisk gemmevin. I gamle årgange var mængden af tør tannin så voldsom, at vinene ikke kunne nydes før de var mindst 10 år gamle. I dag er der mere styr på vinifikationen, så tanninstrukturen er meget blødere og vinene kan nydes tidligere.
De første cabernet sauvignon vine fra Californien var helt anderledes end det historisk var kendt fra Bordeaux. På spørgsmålet om hvorvidt de kunne holde i længden, svarede topproducenten Robert Mondavi, med henvisning til sine vine på cabernet sauvigon fra Napa Valley:
”Hvis der er balance i vinen fra start, så vil vinen udvikle sig godt på den lange bane”
Historien viste, at han havde ret! I dag smager selv 30 år gamle udgaver af disse vine fremragende, selv uden de tørre tanniner som konserverende faktor.
Vinens udviklingskurve
Alle vine har en unik udviklingskurve som er bestemt af de ovennævnte faktorer. Skal vi generalisere så smager de fleste vine hæderligt lige når de kommer på markedet. Derefter har store vine en tendens til at ”lukke ned”, hvor frugten fremstår mindre positiv. Ofte vil vinene i denne periode fremstå tørre og flade i deres udtryk.
De store vine kommer dog tilbage igen, med masser af gode takter. Frugten samler sig, vinen åbner op og falder i balance som man siger. Herfra vil den åbne sig mere op og ankomme til det plateau hvor den er på toppen. Plateauet vil være en periode hvor vinen ikke bliver meget bedre, men hvor alle elementer fremstår i balance. Her kan vinen opholde sig i få, eller mange år.
Til sidst vil vinen langsomt bevæge sig ned af bakke igen. Til at starte med taber den pusten og bliver kedelig inden den til sidst ender på bunden og bliver til vineddike - stadiet hvor alt vin ender.
Anbefalinger til hvornår vinen skal drikkes:
Når man skal komme med anbefalinger til hvornår en vin skal drikkes, så bliver det også i generelle termer for typiske områder og årgange, da der findes et utal af undtagelser. Først og fremmest er der de tre udviklingsstadier som altid er målt fra høståret:
No touch: Tidspunkt hvor vinen ikke har samlet sig endnu og ikke anbefales at drikke.
Plateau: Hvor vinen alt andet lige bør smage bedst – også kendt som ”drikkevinduet”
Downhill: Tidspunkt hvor de første vine i kategorien begynder at bevæge sig ned af bakke smagsmæssigt
OBS. Visse af de største vine, i alle kategorier, kan have et udviklingsvindue, der markant overstiger disse generelle vinduer.
Oversigt
Vin | No Touch | Plateau | Downhill |
---|---|---|---|
Bordeaux, Medoc, klassificeret | 10 år | 20-50 år | 30 år |
Bordeaux, Pomerol & Saint-Emilion | 8 år | 10-40 år | 25 år |
Bourgogne, Grand Cru (rød) | 10 år | 10-30 år | 20 år |
Bourgogne, Premier Cru (rød) | 6 år | 7-20 år | 12 år |
Italien, Piemonte Barolo | 12 år | 15-50 år | 30 år |
Italien, Toscana | 8 år | 10-30 år | 25 år |
Napa Valley, cabernet sauvignon | 8 år | 8-30 år | 15 år |
Hvad betyder vinens udviklingsstadie for investeringspotentialet?
For langt de fleste gode vine vil man opleve, at prisen stiger i takt med alderen på vinen. Gode vine med lang holdbarhed vil oftest være prissat højere end vine af med mindre gemmepotentiale. Vær især opmærksom på, at der de første 2 år efter frigivelsen kun vil være en marginal stigning – hvis nogen overhovedet.
Efter de første par år uden nævneværdige stigninger vil man begynde at se at prisen stiger i takt med interessen for vinen. For de fleste investeringsegnede vine oplever man, at desto tættere man kommer på vinens plateau – drikkevinduet – jo større er interessen og dermed også efterspørgslen, hvilket får prisen til at stige.
For vine, hvor man oplever stort konsum og små produktioner – eksempelvis de fleste topvine fra Bourgogne – vil man opleve at prisen også stiger i takt med, at de begrænsende mængder forsvinder fra markedet.
Selv når en vin efter mange år begynder at nærme sig slutningen på sit drikkevindue skal man ikke være bange for sin investering. Til den tid vil vinen ofte være så sjælden i markedet, at den er svær at anskaffe og dermed skal den nok holde sin pris.
Ikke mindst for samlere vil vinen stadig være yderst interessant – også når drikkevinduet er slut og vinen er på nedadgående. På nogle vine kan affektionsværdien, og det at den er så sjælden faktisk betyde at den forsætter med at stige i pris selvom flaskens indhold ikke længere er optimalt.