Artikler - RareWine Academy
Hvornår skal du dekantere din vin?
Kan det overhovedet svare sig at dekantere vin? Hvordan gør man? Skal alle vine dekanteres? Spørgsmålene er mange, og herunder kan du finde svar på nogle af de hyppigste...
Omhældning eller dekantering?
Først og fremmest; mange vine vil have godt af at blive dekanteret, på den ene eller anden måde. Det kan både være hvis de har dannet bundfald gennem årene, eller at de bliver åbnet lidt for tidligt. Vi vil her se nærmere på de forskellige måder at dekantere vin på.
Dekantering kommer fra det engelske udtryk: ‘to decant’, som betyder at omhælde vinen fra sin originale flaske til en anden beholder, som regel af glas. I England har man altid haft stor tradition for at drikke ældre vine, hvorfor de også har stor tradition for at dekantere.
Der er primært to årsager til, at man dekanterer vinen; enten at adskille den rene vin fra bundfald i flasken, eller at vinen skal iltes.
Undgå bundfald ved omhældning af vin
Når man har en gammel flaske vin, så dannes der bundfald. Det er forskellige elementer i vinen som binder sig til hinanden og danner uklarheder i flasken. Dette sker især med gamle vine, men også hvis producenten har valgt ikke at filtrere sin vin inden aftapning. Ved enhver filtrering vil man miste lidt af smagen, så på den måde er det et kvalitetstegn når der er bundfald i vinen.
Den korrekte fremgangsmåde vil være at stille flasken op et par dage inden den skal drikkes. Derved bundfælder vinen selv, inden du skal til at dekantere.
Når vinen så skal åbnes, skal det gøres uden at man ryster flasken. Når flasken så er åbnet, så skal den hældes langsomt over i en karaffel med en blød inderside. Det anbefales at bruge en ”andeformet” karaffel.
På Engelsk har man to navne for karafler, enten en Decanter, som er til at lufte vinen, eller en Carafe som er til at omhælde en vin på uden at den bliver luftet.
Vinen dekanteres over i den rene karaffel, gerne med en lyskilde bagved, så du kan se hvornår bundfaldet kommer op i flaskehalsen og du skal stoppe med at hælde. Hermed har du renset vinen og kan servere en klar vin for dine gæster.
Iltning af vin ved dekantering
Den anden grund til at omhælde eller rettere dekantere vin er at ilte den. Dette gør man primært for at snyde vinen lidt ældre. Det optimale vil altid være at gemme vinen, til den er optimal drikkemoden, men mange vine bliver drukket inden, og så er iltning essentiel. Du opnår her at aromaer som har været lukket inde i vinen, bliver åbnet op og giver mere fra sig.
Tanninen i vinen vil også have godt af iltning, da den kommer til at fremstå mere afrundet og mild. Rigtig mange vine vil have godt af en tur i karaffel, for at fremstå endnu mere afrundede og balancerede når du serverer dem for dine gæster.
Disse vine skal omhældes:
- Alle ældre vine, som har dannet bundfald. Især vine fra Bordeaux, Bourgogne eller Barolo med mere end 10 år på bagen.
- Portvin, især Vintage Port, som har lagret på flasken i mere end 15 år. Når de bliver mere end 50 år gamle, kan der være flere centimeter bundfald i flasken.
Disse vine skal dekanteres:
- Bordeaux-vine, der er yngre end 15 år eller vine i samme stil og udtryk, fx cabernet sauvignon fra Californien.
- Bourgogne rød, fra 1er cru niveau og op, med mindre end syv år på bagen.
- Barolo og Barbaresco, der er yngre end 10 år vil også vinde ved dekantering.
- Chardonnay-hvidvine, eksempelvis fra Bourgogne og yngre end fem år.
Skal mousserende vin dekanteres eller omhældes?
Det korte svar vil være nej, men helt så simpelt er det trods alt ikke. De fleste mousserende vine er fremstillet til at blive drukket lige fra flasken og viser sig bedst på den måde. Som med meget andet i vinens verden er der naturligvis enkelte undtagelser, hvor en stille dekantering kan gøre underværker. Eller i færre tilfælde, at man åbner flasken et par timer i forvejen.
En producent som Gosset lader ikke sine vine gennemgå malolaktisk konvertering, så de vinder generelt ved en lettere dekantering. En ung udgave af en store champagner, som Cristal eller Salon, vil også åbne mere op med en blid dekantering.
Hvis du er i tvivl, så skal du ikke dekantere mousserende vin, men har du erfaring med at smage de bedste champagner, så kan det give mening at eksperimentere med en blid dekantering af de yngste champagner.