Vinromantikeren vs. Vininvestoren

Denne artikel er også tilgængelig som højtlæsning.
Klik herunder og lyt med, eller find RareWine Podcast i din foretrukne podcast app...

”Din samvittighed må kraftedeme være belastet, dit store røvhul”. Citatet, som de fleste nok husker fra PFA-sagen i 1999, hvor Rasmus Trads skælder ud på Kurt Thorsen, kunne lige så vel være overhørt i en ophedet samtale i vinens verden. En verden, som traditionelt set har været delt mellem de ”hellige” vinromantikere og de ”kyniske” vininvestorer. Det er således ofte vinromantikeren, der har en svada klar til vininvestoren, som ofte beskyldes for at ødelægge vinmarkedet og adgangen til vin for folk med almindelige indkomster.

Men beskyldningerne mod vininvestoren er oftest grundløse og faktisk har både romantikeren og investoren en del at takke hinanden for. Uanset om du er romantiker eller investor, skal du læse med her. Der er forsoning i sigte.

Det kernesunde had/kærligheds-forhold

Med få undtagelser ender al vin til syvende og sidst med at blive drukket – det er kun et spørgsmål om, hvornår. Romantikeren og vininvestoren er ofte i konflikt, men de burde i virkeligheden takke hinanden.

Ingen gør et større stykke arbejde end romantikeren, når det kommer til at gøre reklame for glæden ved vin – og det medvirker til øget global efterspørgsel, som i sidste end medvirker til, at vininvestoren får større afkast på sin investering.

I sin jagt på stabilitet og afkast er vininvestoren medvirkende til, at færre vine går tabt som følge af forkert håndtering. Vininvestoren er medvirkende til, at flere vine først drikkes, når de er drikkemodne, og vininvestoren er medvirkende til, at legendariske årgange også i fremtiden kan nydes af flest muligt til glæde for både gamle og nye vinelskere. Med andre ord medvirker vininvestoren til at begrænse spild, og at flere vinelskere kan få endnu flere store oplevelser med perfekt modnede vine.

Uden vininvestoren ville flere vine gå til grunde, og udbuddet af modne vine være mindre og priserne dermed også højere.

Profitjagt forhindrer ”barnemord” på vin

At det bedste afkast på sin vininvesting opnås ved at gemme vinene til, de er drikkemodne og efterspørgslen stiger, medvirker desuden til, at færre vine udsættes for, det der i vinkredse måske lidt morbidt kaldes ”barnemord”. Altså, at en vin drikkes før den er fuldt udviklet, og uden det fulde potentiale udløses, hvilket er en skam.

At flere vine gemmes og færre umodne vine drikkes, er en naturlig konsekvens af vininvestorens profitjagt, som i sidste ende fører til færre ”barnemord”.

Mindre eddikesurt spild

Er man medlem af bare en enkelt vingruppe på Facebook, vil man være bekendt med de mange opslag om vinkældre, der er gået i arv – men set ud fra et vinøst synspunkt er det desværre ofte 20 år for sent. Hvad der engang var god vin, er nu blevet til sur eddike. Dette sker ikke, når vinen ejes af en vininvestor, der i takt med at vinen nærmer sig slutningen af sit drikkevindue, vil opleve lavere årlige prisstigninger og dermed naturligt vil blive motiveret til at sælge vinen, så den kan blive drukket inden det er for sent.

Mange af de bedste vine kan holde i 30, 40 og 50 år og vil, når de nærmer sig slutningen på deres optimale drikkevindue, gradvist overgå til at have status som samleobjekt med mulighed for en vinøs tidsrejse, der selvom vinen nok smagte bedre for 10 år siden, alligevel er en stor oplevelse for mange.

Efter udløbet af en vins optimale drikkevindue vil det årlige afkast ofte være lavere, hvorfor investoren er naturligt motiveret til at sælge vinen inden sidste udløbsdato. Vininvestoren medvirker således til, at vinene bliver gemt – men ikke for længe.

”Vin skal drikkes og nydes – ikke spekuleres i”

Sådan lyder det oftest skeptisk fra flokken af selvbestaltede vinromantikere. De selv samme romantikere, som på den ene side udgør rygraden i vinverdenens ambassadørkorps. Således løfter de en stor opgave i forhold til at engagere nye disciple. På den anden side er det desværre også dem, som uagtsomt ender som deres egen religions største syndere.

Sagen er nemlig den, at de fleste vine, som håndteres eller opbevares forkert eller som gemmes for længe, findes i disse romantikeres egne kældre. Mange forkøber sig udover, hvad de nogensinde kan drikke, mens andre mister interessen og glemmer vinene i kælderen med den sørgelige konsekvens, at vinene her aldrig kommer til deres ret – og i praksis havde gjort samme gavn, hvis de ved aftapningen i stedet var blevet hældt i afløbet.

Mange vine opbevares således både forkert og for længe, hvilket desværre medvirker til, at der hver eneste dag må hældes overmodne eller ødelagte topvine direkte i vasken umiddelbart efter, at proppen er trukket op.

Paradoksalt nok er det oftere romantikeren, der med mistet overblik og interesse, utilsigtet medvirker til, at vine går til grunde og netop aldrig bliver drukket og nydt. Dette tab ville vininvestoren aldrig tillade.

Tag på tidsrejse i vinens verden med dine børn

Forestil dig, at du som ung vinamatør i dit møde med den i dag legendariske bordeaux-årgang 1982, netop her fik vækket din interesse for vin. En interesse, du har givet videre til dine nu voksne børn. En aften sidder i og deler en flaske vin og for gud-ved-hvilken-gang, sukker du begejstret efter at genopleve den mytologiske og skelsættende årgang 1982 med dine børn. Men vinen er desværre uopdrivelig – eller i bedste fald meget, meget dyr, og det derfor forbliver ved drømmen.

De fleste store bordeauxvine fra årgang 1982 er drukket for længst, og størstedelen af de tilbageværende flasker ligger i private kældre. Når de en sjælden gang sættes til salg, er det til ofte høje priser og med stor usikkerhed omkring, hvordan de har været opbevaret siden 80’erne og frem til i dag.

Heldigvis var der nogen tilbage i 80’erne, der var fremsynet nok til at købe ind med øje for videresalg. Det er således oftest takket være de tidlige vininvestorer, at der i dag findes perfekt opbevarede årgangsvine og dermed også mulighed for, at genopleve minder med vores børn – selvom disse er fra før, de blev født.

Som vininvestor tager du ikke noget fra nogen – du gemmer det blot til fremtiden og dens vinelskere, herunder vores alle sammens børn.

Vinpriserne bliver presset op…

…men kun på den korte bane.

Det er almindeligt kendt, at når efterspørgslen efter sjældne vine stiger, så stiger priserne tilsvarende. Således vil det investeringsmotiverede køb naturligvis medvirke til at priserne stiger her og nu. Men når der blot er tale om en udsættelse af drikketidspunktet, betyder det blot, at udbuddet vil være større på et senere tidspunkt – eksempelvis når vinen efter 10-15 år i kælderen er drikkemoden og sendes på markedet.

Så selvom vininvestoren er med til at presse priserne op på de unge umodne vine, vil man omvendt i fremtiden opleve et større udbud af modne vine til lavere priser, end hvis størstedelen af vinene var blevet drukket før, de var modne.

En vin kan jo kun drikkes én gang

De gode gamle dage, hvor man kunne banke på hos topproducenterne i Bourgogne og købe Grand Cru i stalddøren til et par hundrede kroner er for længst ovre og kommer aldrig tilbage. Den voldsomme stigning i den konsumdrevne efterspørgsel blandt andet årsag til, at disse vine i dag koster tusindvis af kroner. Dertil kommer den spekulative efterspørgsel, som har bidraget yderligere til vinprisernes himmelflugt de seneste 30 år.

Uanset hvilken lejr man tilhører, har man alligevel, når alt kommer til alt, kærligheden til vin til fælles. Og set i det lys, bør vinromantikeren og vininvestoren sende en kærlig tanke til hinanden og skåle på, at deres vinkøb medvirker til, at færre vine drikkes for tidligt eller går til grunde – ligesom modne vine i fremtiden ville være mere tilgængelige til vinromantikeren. Således kan man ligefrem tale om, at de to yderpoler faktisk er hinandens yin og yan.  

Så længe vinen i sidste ende bliver drukket og spreder glæde, er der ingen grund til dårlig samvittighed – en vin kan jo kun drikkes en gang. Så sørg for at nyde øjeblikket, og send en tanke til de, som gjorde det muligt.