Artikler - Bordeaux - 11. maj 2021
Bordeaux 2020 En Primeur er skudt i gang
Det traditionsrige En Primeur forsalg i Bordeaux er startet, og med høj kvalitet og mindre mængde, bliver der mulighed for at lave nogle interessante handler for de hurtige.
Den mest travle tid på året i Bordeaux er En Primeur smagningerne. Her flokkes indkøbere og skribenter fra hele verden til Bordeaux, for at få de første smagsprøver på den seneste årgang. Normalt vil der være fyldt i hele området, især omkring de store klassificerede slotte på Medoc-halvøen.
I år bliver det anderledes, da mange enten ikke kan eller vil rejse til Bordeaux for at smage, grundet Covid-19. De fleste skribenter vil sidde i sikkerhed hjemme og modtage prøver, som de kan bedømme. ”Same procedure as last year”, kunne man næsten fristes til at sige. Og hvis det holder stik, så er der også noget at komme efter for vininvestorerne.
Bordeaux 2019 baner vejen for investeringer i 2020
Bordeaux 2019 En Primeur var særlig interessant for vininvestorerne, da man for første gang i et årti så attraktive priser på en række af de investeringsegnede vine fra Bordeaux. Det har nemlig været fortællingen om Bordeaux igennem flere år, at efterspørgslen og konsumet har manglet, mens priserne har været uhensigtsmæssigt høje. Det har resulteret i at flaskerne har hobet sig op på alverdens lagere. De mægtige slotte i Bordeaux har været for stolte til at tilpasse priserne til markedet.
Derfor var Covid-19 en kærkommen undskyldning for at sænke priserne uden at tabe ansigt, og dermed var der faktisk gode handler at gøre for første gang i flere år. Nu gælder det så En Primeur 2020, hvor de første indikationer peger i retning af at der igen i år bliver gode handler at gøre på investeringsegnede vine hvis man er hurtig på aftrækkeren. Dermed starter kampen nu om at få fingre i de mest eftertragtede vine i Bordeaux.
Bordeaux 2020 En Primeur har investeringspotentiale
Årets En Primeur kampagne blæses i gang i disse dage i Bordeaux og vinene fra årgang 2020 bliver eftertragtede, da der allerede nu tales om høj kvalitet og en nedgang i produktion på godt 10 %.
Sommeren var gavmild for vinbønderne i Bordeaux, og det har givet gode forudsætninger for vine af høj kvalitet og et rimeligt høstudbytte. Det er dog afgørende af vinene bliver udbudt til salg i et prisleje, hvor man med rimelighed kan forvente prisstigninger, når vinene for alvor kommer på markedet og kritikernes endelige scores bliver kendte.
Årgang 2019 viste at der faktisk var gode indkøb at gøre, og det samme skal man forvente af En Primeur 2020. Hele Bordeaux som vinproducerende område har mærket Coronaens indflydelse gennem det seneste års tid. Der er ikke nær den afsætning som man tidligere har set til hoteller og restaurationer, og derfor skal man gøre sig attraktiv overfor den private forbruger.
Det kommer igen i år til at medføre at priserne vil være på niveau med, eller sågar lavere end 2019 årgangen. Sker det, så vil der være nogle virkelig gode køb at gøre både som konsument og som investor. Som investering kan dette vise sig rigtig gunstigt – både på den korte og den lange bane.
Udover det vanlige langsigtede potentiale ved vininvestering, så er der nemlig også potential kortsigtet upside, når man køber ind til En Primeur forsalg. Vinkritikerne scorer nemlig vinene udfra såkaldte ’barrel tastings’ og giver dem dermed en foreløbig score. Først når vinene senere kommer på markedet om et par år vil de få deres endelige bedømmelser, og til den tid vil vinene have udviklet sig yderligere og flere af dem vil opnå bedre scores end de oprindelige – og dermed give grobund for prisstigninger på den korte bane.
Hvad er En Primeur?
En Primeur handler grundlæggende om at sikre sig vin, som det ellers bliver svært at få fat i. Som køber betaler man for retten til en vin, der hverken er færdig eller tappet endnu.
Handlen med de bedste vine fra Bordeaux er centreret omkring Place de Bordeaux. Her er negocianterne (vinkøbmændene) samlet i en union hvor der tilstræbes at skabe lige vilkår for alle parter på markedet. Historisk set manglede slottene i Bordeaux likviditet og solgte derfor ud af den kommende årgang til favorable priser. Det foregik dengang på Place de Bordeaux i foråret efter høsten, hvor negocianterne købte ind til favorable priser.
I de sidste par årtier har præmissen dog ændret sig en del. Nu er de bedste vine fra Bordeaux luksusvarer, som en stor skare af vinelskere over hele verden ønsker sig, og de mægtige slotte er ikke presset på likviditet og tvunget til at sælge ud af deres bedste varer.
Derfor ser man i dag at slottene udbyder en mindre del af høsten til negocianterne som En Primeur, som negocianterne således udbyder videre til deres kunder (importører) ude i verden. De enkelte importører sælger så deres andel videre til deres kunder, som ofte vil være forbrugeren. Dermed kan man som forbruger og investor sikre sig retten til en vin, der først er klar om cirka to år. Slottene får penge i kassen nu og dermed et endnu bedre cash-flow, og slutbrugerne, uanset om det er investorer eller konsumenter, har glæden af at have sikret sig ”the next big thing”.
I gamle dage var man næsten sikret, at vinen kom på markedet til en højere pris, når den endelig blev frigivet, og det er stadig også mere reglen end undtagelsen at det forholder sig sådan. Dog findes der også eksempler på det modsatte i nyere tid, hvor vine er blevet frigivet til samme eller måske endda lavere pris end ved En Primeur. Dermed sagt at man vælger nøje når man køber vin En Primeur.
Tidslinje: Følg vinens vej fra druer på marken til flasker i din samling:
- 2020 efterår: Druerne høstes og bliver vinificeret på slottet. Efter endt gæring lægges de på klassiske barriques (egetræsfade) på 225 liter. Hver druesort og parcel holdes separat indtil den endelige sammenstikning (blanding) og aftapning.
- 2021 januar – marts: De enkelte fade er færdige med den alkoholiske gæring. Nu varmes de op af foråret, og den malolaktiske proces starter, hvor æblesyren omdannes til mælkesyre. Når denne proces er slut, kan man begynde at smage og bedømme de enkelte fade.
- 2021 april: En Primeur smagning. Nu bliver de enkelte fade bedømt af vinmageren og der sammenstikkes en prøve, ud fra en forventning om hvordan den endelige vin skal være. Denne prøve bedømmes så af indkøbere og journalister. De kommer med deres anbefalinger af vinen på denne baggrund. Enhver scorer, der afgives på dette tidlige tidspunkt afgives i et interval, for at indikere hvor smageren bedømmer at vinene vil ende når den er færdig. Herfra sælges vinen i forsalg - En Primeur.
- 2022 forår: Vinen er færdiglageret på fad, og fadets smag er integreret med frugten. Ved smagning sammenstikkes den endelige vin. Fadene blandes i en stor tank, hvor vinen falder til ro inden aftapning. Nu er vinen klar til at blive tappet og distribueret rundt i verden.
- 2023: Vinen er fysisk på markedet og de forskellige anmeldere vil tilstræbe at smage et udvalg af årgangen, for at kommunikere hvordan vinen er i sin endelige udgave, hvorpå vinen tildeles sin endelige score. Denne score kan naturligvis ændre sig gennem årene, når vinen bedømmes igen og igen.
En Primeur i andre sammenhænge
På markedet i Bordeaux har man åbnet op for andre vin-områder ud over de klassiske vine fra Bordeaux. I dag handler negocianterne nemlig også med topvine fra andre områder, da producenterne ser en fordel i at deres vin udbydes ét sted, til én pris og til flest muligt. Derfor kan man finde vine fra både Napa Valley, Sydamerika og Spanien som udbydes fra Place de Bordeaux.
En Primeur begrebet bruges også af alverdens vinhandlere, der blot sælger en vin inden den er kommet på lager. Derfor kan man også se begrebet anvendt om vine fra eksempelvis Italien og Bourgogne.
Praktisk hvis du vil købe Bordeaux En Primeur 2020 til investering
Ingen ved med sikkerhed hvornår vinen kommer til salg og til hvilken pris, derfor skal der handles hurtigt hvis man vil have del i det store potentiale. Hos RareWine Invest sidder vores indkøbsafdeling klar tidlig som sent den næste måneds tid og afsøger En Primeur for gode handler, som vi kan tilbyde til de hurtige. Hvis du er interesseret i at tage del i mulighederne, så tilmeld dig vores nyhedsbrev nederst her på siden, så er du blandt de første der får besked.
Med risikoen for, at vinene bliver udsolgt på få timer, vil vi i den næste tid udsende mails med højere frekvens end normalt. Vi udbyder kun de vine til investering, som vi i forvejen har vurderet, har investeringspotentiale jævnfør scores og pris ift. tilsvarende årgange fra samme producent.
Da der skal handles hurtigt, vil i mails vedrørende En Primeur sjældent udforme en egentlig investerings-case, da vi kun udbyder vine som vi har vurderet som værende særlig attraktivt prissat og med potentiale til investering.
RareWine Invest mener
Uden tvivl vil der igen i år være gode handler at gøre til En Primuer, men som altid skal der trædes varsomt. Allerede nu går meldingerne på, at årgang 2020 har mange ligheder med årgang 2018, der netop er bedømt på flaske. Hvis det er tilfældet, så kan man godt begynde at glæde sig, for så bliver der tale om høj kvalitet. Blandt andet har respekterede The Wine Advocate kvitteret de magiske 100 point til hele 6 vine.
Kvaliteten gør det dog ikke i sig selv. Prisen skal også være rigtig, hvis man som vininvestor skal have glæde af forsalget. En Primeur 2019 var første gang i mange år hvor vi igen så enkelte vine handlet til attraktive priser grundet de udefrakommende omstændigheder omkring Covid-19. Pandemien holder stadig store dele af verden nedlukket, og det giver håb om, at der også i år vil være mulighed for at købe ind i nogle af de attraktive Bordeaux vine til gunstige priser.
Til trods for at årgang 2019 endnu ikke er fysisk i markedet, så er der allerede solide prisstigninger at hente hos de investorer, der var hurtigst på aftrækkeren ved sidste års En Primeur. Blandt de mest populære vine kan nævnes Cheval Blanc (St. Emilion), der blev udbud til salg for €400 pr. flaske og allerede nu handles til €425 pr. flaske. Også Mouton Rothschild (Pauillac), der blev udbud til €350 pr. flaske og nu handles til €380 pr. flaske. Disse har i lighed med de øvrige En Primeur 2019 vine det til fælles at de stadig afventer den endelige score fra vinkritikerne når de næste år bliver fysiske på markedet, og dermed er den potentielt største upside stadig i spil.
Også det faktum at høstudbyttet af årgang 2020 er godt 10% lavere end sidste år lover godt for fremtidsperspektivet i en En Primeur investering. Når mængderne om nogle år bliver knappe på markedet og vinene tilmed nærmer sig drikkevinduet, så vil man se priserne stige. Så der er som vininvestor alt mulig god grund til at følge med i dette år Bordeaux En Primeur.
De nøje udvalgte 2020 En Primeur-vine er ikke et udtryk for ændringer i vores standardanbefaling til sammensætning af portefølje, men er et udtryk for anerkendelsen af, at der igen i år er potentiale for at gøre en god handel.
En Primeur-salg 2020
Herunder opdaterer vi løbende listen med 2020 En Primeur-vine vi anbefaler til investering.
Vil du være blandt de første der modtager tilbud når vinene frigives, kan du skrive dig op til vores nyhedsbrev nederst her på siden.
PRODUCENT | APPELATION | PRIS* | STATUS |
---|---|---|---|
CHATEAU CHEVAL BLANC | ST.EMILION GRAND CRU | €425 | UDSOLGT |