Nyheder - Øvrige - 29. juni 2022
Magnus Cort i samarbejde med RareWine Invest
En af de mest fremtrædende professionelle cykelryttere i Danmark, Magnus Cort, indleder samarbejde med RareWine Invest.
Juli er for mange danskere ensbetydende med Tour de France – ikke mindst denne sommer, hvor Tour’ens indledende etaper udspiller sig på de danske landeveje. Også hos RareWine Invest holder vi i år et ekstra vågent øje med Tour-karavanen, og i særdeleshed Magnus Cort, der er et af de bedste danske bud på en etapesejr i verdens største cykelløb.
”Det er nærmest umuligt ikke at være imponeret over den ydmyghed, vilje og dedikation de professionelle cykelryttere ligger for dagen for at nå til tops, og det gælder i særdeleshed for Magnus Cort. Det harmonerer godt med vores værdisæt og ambitioner i RareWine Invest. Magnus har begge ben solidt plantet på jorden, og hans fornuftige tilgang til karrieren og livet efter gør, at vi er stolte over at indlede samarbejde med Magnus”
- udtaler Lars Granat Jensen, CMO i RareWine Group.
Magnus Cort indtræder i ambassadørkorpset af vininvestorer hos RareWine Invest, og kan allerede nu opleves i vores materialer og kommunikation.
Til dagligt optræder Magnus Cort for World Tour holdet EF Education-Easy Post, og kan opleves på de danske landeveje når Tour de France skydes i gang den 1. juli 2022 i Tivoli, København. Magnus Cort er en af de mest respekterede ryttere i feltet og en kynisk afslutter, der både kan køre enkeltstart og i bjerge. Kort sagt, han kan vinde i alle terræner.
Magnus Cort, der er født og opvokset på Bornholm, er tidligere etapevinder i netop Tour de France, og hans imponerende CV tæller blandt andet intet mindre end 6 etapesejre i Vuelta a España, hvoraf hele tre af disse kom i hus i 2021. Med 7 sejre i Grand Tour-løb er Magnus Cort den danske cykelrytter med flest sejre på tværs af de tre største cykelløb, Tour de France, Giro de Italia, og Vuelta a España.