Pomerol er synonymt med det bedste fra Bordeaux

Et nærmest usynligt plateau danner underlag for Pomerol, som igennem et halvt århundrede er gået fra ukendt til berømmelse. Pomerol er en af de bedste appellationer i Bordeaux, og det er et kvalitetsstempel af dimensioner. Fra 800 hektarer med vinmarker produceres eftertragtet vin, og herunder udfoldes historien om appellationen, der huser både Petrus, Le Pin og Château Lafleur.

Da berømmelsen kom til Pomerol

Selvom Pomerol geografisk er det område, der ligger tættest på det romerske imperium, plantede romerne først vinstokke i Saint-Emilion, som i dag også er et vindominerende område i Bordeaux. Flere og flere landmænd i Pomerol begyndte dog at ændre deres landbrug fra afgrøder og hvede til vinbrug, og gennem 1700-tallet blev flere og flere marker dækket af vinstokke, om end det stadig kun var et minimalt område.

Og selvom traditionen for vindyrkning i Pomerol er lang, er berømmelsen tilfaldet det franske vinmekka inden for de seneste 100 år – i vinens verdens er det ganske kort tid, og faktisk tog berømmelsen først særligt fart i 1983, grundet en tretrinsraket af begivenheder.

Først og fremmest var 1982 en varm årgang, som gav gode betingelser for vindyrkning. Dernæst fik Michel Rolland en afgørende rolle for berømmelse. Han var nemlig på dette tidspunkt konsulent på vingårdene i Pomerol, hvor han gav sit professionelle besyv med. Rolland havde desuden et tæt samarbejde med Jean-Pierre Meueix, som var ejer af nogle af de mest berømte slotte i Pomerol: Lafleur, Petrus og Trotanoy. Rolland var fortaler for at sortere druerne, skabe bedre koncentration og høste modne druer, hvilket skabte en ny stil.

En ny stil, som Robert Parker skulle vise sig at blive stor afhænger af.

I dag resonerer Parker-navnet højt og velkendt i vinland som måske den mest velkendte vinanmelder af alle, men i 1982 var han endnu ikke tilkendt stjernestatus. Her var han en uafhængig vinanmelder fra USA, men det skulle ændre sig markant med årgang 1882 i Bordeaux. Årgangen bød på masser af sol, og det resulterede i tanniner, der var modne på en måde, som indtil da havde været uset i Bordeaux. Robert Parker kunne genkende dette, da han også havde stor erfaring i at smage vinene fra Californien. Modenhed og balance, sammen med denne koncentration gjorde, at han udråbte 1982 til en fremragende årgang i Bordeaux. I begyndelsen stod han alene med den holdning, da de klassiske europæiske vinsmagere endnu foretrak den gamle stil. Men det ændrede sig.

1982 var skelsættende i hele Bordeaux

Årgang 1982 var ikke kun skelsættende for Pomerol, men for hele Bordeaux. Modenheden i druerne på vinstokkene nåede et helt nyt niveau, hvilket indvarslede en ny epoke i Bordeaux.

For at forstå betydningen af modenheden i druerne, er det værd at anskue 1956-årgangen. I 1956 var der meget hård frost i hele Bordeaux, som ødelagde mange vinmarker og resulterede i, at der måttes plantes helt på ny. Den barske vinterfrost, som ramte i 1956, tvang temperaturen så langt ned, at vinstokkene døde.

Som resultat af frosten i 1956 blev de fleste vinmarker genplantet, hvilket betød at mange af de vine, der blev fremstillet i 1982, var på noget nær optimalt modne vinplanter. Normalt forventes en vinstok at yde optimalt fra den er 25-30 år gammel, og netop det vindue blev ramt med denne årgang. Årgangen kom også ovenpå et årti, hvor der ikke var mange gode årgange at berette om i Bordeaux. I dag regnes 1982 for at være en af de største årgange i sidste århundrede.

Michel Rolland, Robert Parker og årgangens vejrforhold fik tilsammen berømmelsen til Pomerol. Efterspørgslen steg, og priserne fulgte trop.

Pomerol i hundrede år

For hundrede år siden blev der i Pomerol produceret hvidvin og relativt anonym rødvin i stil med resten af Bordeaux, og det var først her, ambitionerne så småt begyndte at vise sig. Efter ødelæggelserne fra vinlusen phylloxera i slutningen af det 19. århundrede var det først i 1900, at der blev etableret den første sammenslutning af producenter i Pomerol. Det ledte til etableringen af delvist officielle grænser i 1928, som blev stadfæstet ved AOC-lovgivningen i 1936. Herefter var det kun merlot, cabernet franc og cabernet sauvignon, der var tilladt at plante inden for grænserne til Pomerol.

I starten af det 20. århundrede var der eksport til markeder i Belgien og Holland, men det meste vin blev solgt på hjemmemarkedet. Pomerol var stadig ikke voldsomt berømt, om end stigende i kvalitet. Fra 1945 kom den første store opblomstring for Pomerol. En serie fantastiske årgange af høj kvalitet banede vejen og fik åbnet dørene til de vigtige markeder i England og resten af Europa. På dette tidspunkt var slotte som Petrus og Lafleur slet ikke begyndt at producere vine, der tiltrak sig den store opmærksomhed. Det ændrede sig dog med 1945-årgangen, hvor især Petrus hævede niveauet, der også fik tiltrukket opmærksomhed udefra.

Tiden frem til det store skæringspunkt i 1982 var præget af fremgang på trods af frostkatastrofen i 1956. Efter genplantninger med de perfekte sorter og kloner kom oprejsningen med store årgange i 1959 og 1961. Nu så alting bedre ud, og priserne på de bedste vine nærmede sig konkurrenternes på venstre side af Gironde-flodmundingen.

Pomerol i dag: Slotsfjer og merlot

Pomerol ligger vest for Saint-Emilion – lige efter appellationsgrænsen, hvor Château Figeac og Château Cheval-Blanc ligger. Pomerol er et område, som måler 813 hektar, hvilket er under 0,7 % af det samlede areal i Bordeaux.

I dag findes der cirka 130 producenter i Pomerol, hvoraf nogle pynter sig med ikke-eksisterende slotsfjer. Langt de fleste producenter bor nemlig i mindre bygninger, som i realiteten ikke kan bære en slotsbetegnelse. Der er ikke en decideret by i Pomerol, men blot spredte bygninger og en enkelt kirke.

Den østlige del af området kaldes for Pomerolplateauet, og her ligger de bedste slotte. Som besøgende er det svært at se bakker og højdedrag, men området går fra 7 – 39 meter over havet. Så den lille forskel er der, og den har stort betydning. Øverst troner Petrus på sin egen lille bakke.

I dag er omkring 800 hektar tilplantet i Pomerol udgjort af 70 % merlot, 25 % cabernet franc, samt det resterende med cabernet sauvignon og små tilplantninger med malbec. Der hersker bred enighed om, at kommunen har optimale betingelser for at modne merlot. Pomerols fordel skal findes i jorden, som er en del af det vigtige terroir, der definerer vinens endelige karakter. Terroir dækker både over jorden, klimaet, vejret og så selvfølgelig vinmagerens evner. Terroir er alt det, der kan påvirke vinen.

Jordbund og opdeling i Pomerol

Jorden i Pomerol er sammensat af ler, mindre dele af grus, samt et højt jernniveau. Leren og beliggenheden betyder, at merlot tidligt på sæsonen sætter blomster og får en længere modningsperiode her end i omkringliggende kommuner i Bordeaux. En lang modning giver et større niveau af sukker, som giver den blødhed og fylde i vinene, der er så karakteristiske for området. Det er det, der adskiller god Pomerol fra en god Saint-Emilion.

Jordbunden er som nævnt ler i dybden, men på toppen er der et lag af limsten, som er med til at give den optimale dræning for vinstokkene. Det er vigtigt, at jordbunden i både top og dybde har den rette sammensætning af små og store sten, for at vandet bindes nok i tørre perioder, men kan ledes væk i våde perioder.

Nøglen til succesen ligger dog i dybden, hvor leret, som kommer i flere nuancer, er med til at skabe den rette temperatur i jorden, som giver optimal modning af druerne. Varmen sikrer en tidlig start på sæsonen, som ofte gør at producenterne i Pomerol kan høste før de andre i Bordeaux. Ofte inden de problematiske regnbyger melder sig i efteråret.

De førende producenter i Pomerol

I Pomerol er bundniveauet højt. Det betyder, at alle producenter har en vin, der lever op til områdets berømmelse. Der er dog tre producenter, som skiller sig lidt mere ud end de andre, hvorfor de også er værd at fremhæve, når Pomerol foldes ud.

Petrus – Pomerols fyrtårn

Petrus er absolut en af de største producenter i Pomerol – og faktisk i hele Bordeaux. Historien rækker langt tilbage for Petrus, selvom det store kommercielle gennembrud først kom med 1945-årgangen.

Petrus har de seneste mange år været ejet af Moueix-familien, men i 2016 blev 20 % solgt i al hemmelighed til den Colombianske investor Alejandro Santo Domingo for 200 millioner Euro. Det gør slottet hele 7,5 milliarder danske kroner værd, hvilket svarer til 652 millioner for én hektar.

Navnet Petrus kommer fra den bakke, hvor ejendommen ligger, som er opkaldt af romeren Petrus der boede der, da romerne regerede i området. Navnet siges også at have oprindelse fra den græske Sankt Peder, Petros.

Petrus omtales første gang i 1750’erne hvor Château Gazin sælger vinmarker til ejendommen. Kort efter handles Petrus til Familien Arnaud i 1770, og ejerskabet bliver hos dem i 100 år derfra. I midten af 1800-tallet var Petrus sammen med Vieux Château Certan og Trotanoy at regne for en af de bedre ejendomme i Pomerol, som endnu ikke havde tiltrukket sig opmærksomhed. I 1917 skifter Petrus hænder til den tidligere ansatte M. Sabin-Douarre, der omdanner ejerskabet til et selskab – hvilket er fornuftigt set i forhold til fransk arvelovgivning.

I 1929 bliver Madame Loubat eneejer af Petrus og føjer det til en imponerende samling, som også består af den bedste restaurant i Libourne og to mindre ejendomme i Pomerol. I tiden omkring 2. verdenskrig indgår Loubat en aftale med Jean-Pierre Moueix om at hjælpe med produktion og salg af vinene fra Petrus. Jean-Pierre Moueix drev også en negociantvirksomhed, samt flere andre slotte i Pomerol og Saint-Emilion.

Fra 1964 overtog Moueix ejerskabet af Petrus, og i slutningen af 1970’erne overtager sønnen Christian Moueix kontrollen i en periode, inden han bliver draget af Napa Valley og etableringen af Dominus Vineyards. Petrus var allerede på dette tidspunkt oppe på et niveau, hvor det blev handlet til samme priser som de bedste slotte fra Medoc.

Petrus består af en nærmest diskret bygning, med tilhørende 11,5 hektar vinmarker, som kun er beplantet med merlot, om end der tidligere har der været op til 20 % cabernet franc på både mark og vin.

Jordbunden er helt unik på Petrus-bakken, som går op til 40 meter over havet. Den er sammensat af 40 millioner år gammel blå-ler, hvilket er helt specielt, da ler normalt ville erodere ned til lavtliggende marker. Denne lerbund holder på vandet og er med til at skabe en unik tanninstruktur i vinene fra Petrus.

I både vinmark og kælder gøres der alt for at optimere kvaliteten af Petrus. Siden 1970’erne er høstudbyttet reduceret fra 70 hl/ha til 40 hl/ha i dag. Det giver i omegnen af 2.500 kasser vin om året. Petrus leverer en lille og meget eftertragtet produktion.

Le Pin – det enlige fyrretræ

Le Pin har på rekordtid slået sit navn fast og sælges i dag som en af de absolut dyreste vine fra Pomerol.  Faktisk er Le Pins historie relativt kort i vinregi, og de præsenterede deres første årgang i 1979.

Georges Thienpont købte Vieux Château Certan i Pomerol i 1924, og faktisk var det meningen, at han ville føje Le Pin til sin ejendom, men af økonomiske årsager, blev resultatet anderledes. I stedet købte Georges’ barnebarn, Jacques Thienpont, Le Pin-vinmarken og tilhørende ejendom i 1979. Navnet stammer i øvrigt fra det enlige fyrretræ, der står i nærheden af huset. Vinkældrene var i dårlig stand, og huset var ikke andet end et skur brugt til haveredskaber. Vejen til succes var brolagt med forhindringer.

Ligeledes skulle vinmarken delvist genplantes, og derfor blev den første årgang lavet af druer fra halvdelen af den 2 hektar store mark. Den første årgang blev solgt for 100 francs per flaske, og trods den lave pris, var den ikke nem at afsætte. Lykken skulle dog relativt hurtigt tilfalde Le Pin.  

Ligesom med Pomerol generelt, kom vendepunktet for Le Pin nemlig også i 1982. Robert Parker tildelte 100 point, og roste den atypiske Le Pin-vin fra området. Det tiltrak opmærksomhed, og efterspørgslen efter Le Pin steg, hvilket også resulterede i, at prisniveauet hurtigt kom til at overgå Grand Cru Classé vinene fra venstre bred i Bordeaux.

Gennem årerne har Thienpont hvervet flere hektarer, og ejendommen er i dag på 2,7 hektar tilplantet med merlot. I dag er vinstokkene omkring 35 år gamle i gennemsnit, hvorfra der hver år fremstilles mellem 400 og 600 kasser vin.

Det er stadig Thienpont familien der ejer og driver slottet. Vinen fremstilles i dag i det nye vineri fra 2012 og siden 2021 har Diana Berrouet-Garcia været ansvarlig for produktionen. Verdens vinelskere efterspørger Le Pin, og det enlige fyrretræ er slet ikke så enligt længere.

Château Lafleur

Med 4,58 hektar er Château Lafleur ganske lille i størrelse, men stor i anseelse. De senere år har været en serie af topbedømte årgange, der endnu engang bekræfter storheden i denne ejendom. Overfor Château Lafleur ligger Petrus, og om dette genboskab skærper konkurrencegenet og niveauet er uvist, om end er det et faktum, at begge vine modtager tårnhøje ratings fra verdens førende vinkritikere. I dag ejes Château Lafleur stadig af samme familie som købte ejendommen i 1872 – Jacques og Sylvie Guinaudeau overtog i 1985, og fører familiearven videre med kyndig hånd.

Vinen fremstilles i et renoveret vineri fra 2018, og alt er præcist, som familien ønsker det. En af de unikke ting på Château Lafleur er druesammensætningen, som er ligeligt fordelt mellem cabernet franc og merlot. Denne kombination er mere normal i Saint-Emilion end i Pomerol. Beplantningen går helt tilbage til 1920erne, og den er siden 1980erne holdt ved lige ved udvælgelse af de bedste kloner genplantet i vinmarkerne.

“one of the most distinctive, most exotic, and greatest wines – not only in Pomerol, but in the world",

- Robert Parker

Også hos Château Lafleur har Robert Parker haft en betydning. I 1975 besøgte han ejendommen og lod sig bjergtage af vinen. Og siden har Lafleur og Parker fulgtes af op ad verdensberømmelsens stige. Med ni årgange tildelt >98 point hos The Wine Advocate siden 2000 står Château Lafleur som et af de bedste slotte i disse år, hvorfor også prisen er høj.

Slottet fremstiller også vinen Pensées (de Lafleur), der siden 1990’erne ikke længere er en 2. vin, men en vin fremstillet af druer fra et ekstra fugtigt bælte der strækker sig gennem ejendommens meget firkantede mark. Disse 0,8 hektar har markant mere fugtighed end resten af marken og giver ifølge familien en vin, der er mere typisk Pomerol, end Château Lafleur.

Pomerol syder af kvalitet

Pomerol har markeret sig som en af de bedste appellationer i Bordeaux. Ligeledes er Pomerol en statisk appellation, og der er bred indbyrdes enighed om, at der ikke kommer klassifikationer her.

Pomerol adskiller sig også ved at være tæt på monokultur – forstået på den måde, at der praktisk talt ikke er plads til at sætte flere vinstokke. Der er ingen tomme jordlodder eller jordlodder, der i dag bruges til andet end vin. Alene det, at før omtalte Château Lafleur måtte betale i dyre domme for en nabos køkkenhave for at udvide, fortæller historien om, at alt den gode jord er indlemmet i appellationen.

En flad appellation uden store slotte, der stjæler opmærksomheden. En appellation, hvor små stisystemer forbinder de iboende ejendomme. En appellation boblende med kvalitet, høje priser og stor berømmelse. Pomerol syner ikke af meget, men smagen er mageløs - og storheden ligeså.