Investeringstips - Champagne - 13. april 2023
2008 Comtes de Champagne er tilbage: Basker både Dom P og Krug Vintage
Det er ikke for sjov, at vi kontinuerligt anbefaler Comtes de Champagne til investering. Og selvom årgang 2008 har givet flotte afkast, virker prisen fortsat for lav.
Kender du Comtes de Champagne?
Taler man klassiske, store champagner, kommer man ikke udenom Taittinger, der ligeledes betegnes som et af ”les grandes marques” sammen med huse som Salon, Roederer, Krug, Bollinger og Moët m.fl. Og har man først sagt Taittinger, kommer man slet ikke udenom husets prestigecuvée, Comtes de Champagne.
Comtes de Champagne skiller sig ud. Ikke blot på grund af den karakteristiske buttede flaske. Og heller ikke fordi Taittinger har en helt særlig filosofi, der dikterer enestående kvalitet – for det har de øvrige store huse bestemt også. Nej, hos Taittinger gør man noget anderledes med prestigecuvéen. Først og fremmest er Comtes de Champagne en blanc de blancs, hvilket betyder, at den er lavet på 100 % chardonnay, og det er nærmere undtagelsen end reglen blandt de store prestigecuvéer. Men endnu mere interessant er det, at Taittinger formår at presse kvaliteten så meget op, at de i de bedste årgange bider skeer med de allerbedste og dyreste. Samtidig er produktionen i et champagneperspektiv ganske begrænset, og selvom vinverden for alvor er ved at få øjnene op for denne underspillede prestigecuvée, så er der fortsat masser af upside at hente.
Læs videre og se hvorfor, eller bliv endnu klogere på Taittinger og 2008 Comtes de Champagne i vores første investeringstip fra februar 2021: Endelig tilgængelig: Invester i 2008 Comtes de Champagne fra Taittinger.
Historiske afkast
Taittingers Comtes de Champagne er i vores optik en undervurderet og lidt overset prestigecuvée, men har trods at stå en smule i skyggen af superbrands som Cristal og Krug leveret flotte afkast til investorer. Herunder kan du får et overblik over, hvordan alle Comtes de Champagne (inkl. Rosé) har klaret sig under RareWine Invests administration efter vores første anbefalinger:
Vin | Investeringstip | Afkast siden første anbefaling |
---|---|---|
2007 | December 2019 | 100,0% |
2008 | Februar 2021 | 76,9% |
2007 Rosé | August 2021 | 37,5% |
2008 Rosé | November 2021 | 24,4% |
2012 | December 2022 | 0,0% |
Se alle tidligere investeringstips her.
Men det er ikke kun de senere år af Comtes, der har leveret flotte afkast. Kigger vi i et bredere perspektiv, kan Liv-ex ligeledes berette om, at prisen på Comtes de Champagne er steget mere end 80 % i gennemsnit over de seneste fem år*.
Men trods de flotte afkast er der fortsat stærk upside. Særligt årgang 2008 gemmer på et stærkt potentiale.
*På tværs af de seneste 10 årgange, der har været minimum fem år på markedet (1995, 1996, 1997, 1998, 1999, 2000, 2002, 2004, 2005 og 2006)
2008 Comtes de Champagne overgår nogle af de største på markedet
Når vi siger, at Comtes de Champagne er undervurderet, er det ikke blot et postulat, befordret af subjektive præferencer for netop Taittingers prestigecuvée (om end man vel ikke kan bebrejde nogen for dette).
Holder vi 2008 Comtes de Champagne op imod nogle af Champagnes fineste cuvéer, er det tydeligt, at Taittinger har fået det optimale ud af deres 2008-årgang. På tværs af kritikerne Richard Juhlin, Wine Advocate og Vinous har 2008 Comtes de Champagne fået 97,7 point i gennemsnit (AVG), hvilket i denne sammenligning kun er marginalt overgået af 2008 Cristals 98 point i gennemsnit. Det, der gør dette ekstra interessant, er prisniveauet i øjeblikket. 2008 Cristal koster i øjeblikket mere end 50 % mere end Comtes, mens Dom Pérignon og Krug, der begge har lavere scores, koster hhv. € 10 mere (Dom Pérignon) og er over dobbelt så dyr (Krug).
Kigges der på sammenhængen mellem pris og kvalitet, er der her kun én vinder. Og det er tilmed også den, der formentligt bliver produceret mindst af – og det er 2008 Comtes de Champagne.
Læg hertil, at årgang 2008 ligeledes er den bedste Comtes de Champagne nogensinde frigivet…
Flere år på bagen og faldende tilgængelighed
Selvom 2008-euforien stadig ikke har lagt sig i vinverden, har 2008 Comtes de Champagne allerede haft mere end to år i markedet og har endda allerede set to afløserårgange fra 2011 og 2012.
Det betyder blandt andet, at det er tvivlsomt, om der er mere 2008 Comtes de Champagne tilbage hos producenten, og hvis der er, kommer vinverden formentligt udelukkende til at se det som meget sparsomme late releases. Taittinger er videre, årgang 2011 er formentligt snart udsolgt fra producentens egne kældre, og årgang 2012 er den aktuelle.
Hertil kommer det, at årgang 2008 ifølge Wine Advocate og Vinous i 2021 trådte ind i sit optimale drikkevindue – et drikkevindue med en varighed på 15-25 år afhængig af, hvem af dem man spørger. 2008 Comtes de Champagne er altså for nyligt trådt ind i sin prime, mens antallet af tilbud på wine-searcher.com er faldet med små 30 % siden toppen for mindre end to år siden, hvilket siger noget om den faldende tilgængelighed.
RareWine Invest mener
Det er svært ikke at have en præference for Taittingers Comtes de Champagne, og uanset om du sværger til blanc de blancs-champagner eller ej, har Comtes de Champagne bare et eller andet over sig – dét der ekstra.
Men det er ikke kun i det følelsesladede og de potentielle subjektive præferencer, der gør Comtes de Champagne til noget særligt. Kigger vi på 2008 Comtes gennem investeringsbrillerne, virker det omsonst, at den i sammenligning med nogle af Champagnes flotteste prestigecuvéer både kan erhverves for den laveste pris, men samtidig kun er 0,3 point i gennemsnit fra at være på niveau med den bedste i ovenstående sammenligning.
Både 2008 Comtes de Champagne og ældre årgange har været garant for flotte afkast, men trods, at årgang 2008, der er relevant i dette tilfælde, er blevet væsentligt dyrere siden frigivelsen, vidner pris- og kvalitetsniveau om, at der er meget mere at komme efter. Årgang 2008 er nyligt trådt ind i sit optimale drikkevindue, og det synes at mainstream-champagneverden først for alvor er ved at få øjnene op for, at Comtes de Champagne på ingen vis står i skyggen af de allerstørste.
Invester i 2008 Taittinger Comtes de Champagne
Kontakt os via kontaktformularen nederst på siden, hvis du vil høre mere om dine muligheder for investering, eller bestil vinene direkte igennem formularen.
ÅRGANG | VIN | VOL | PAKNING | PRIS/FL.* |
---|---|---|---|---|
2008 | Comtes de Champagne | 750 | OC6 | € 230 |