Markedsanalyser - Whisky - 29. september 2023
Investering i whisky: Det skal du vide om whiskyinvestering
Whisky har længe været et attraktivt aktiv, men markedet nuanceres, og fremtiden ser endnu mere spændende ud. Forstå whiskyinvestering med denne artikel.
Flydende guld
Når de forædlede, gyldne dråber nogle gange omtales som flydende guld, er der noget om det. For den bemidlede kan valget eksempelvis stå mellem en flaske 60 års The Macallan eller et stort hus inkl. familiebil i et mondænt, urbant kvarter (afhængig af hvor i verden du bor, naturligvis). Eller var det noget med en flaske Yamazaki, der prismæssigt får en flaske Romanée-Conti til at ligne hverdagsvin?
Whiskyens verden er forunderlig, og som investeringsaktiv har whisky ligeledes været sublim med et afkast på over 400 % over de seneste 10 år. Men er whiskyinvestering også noget for dig? Skal du vælge mellem hus med bil og en flaske whisky, eller er der alternativer? Her kan du blive klogere på:
- Whiskyinvestering
- Hvilke whiskyer, der er investeringsegnede
- Historisk performance
- Og måske allervigtigst: Fremtidsudsigterne.
Men først en lille afklaring. Der findes whisky. Og der findes whiskey. Og der er en forskel, som ikke nødvendigvis alle skribenter tager højde for. Whiskey med e, kommer fra Irland eller USA, mens whisky uden e er fra Skotland, Japan eller endda Canada. Men her differentieres der endnu engang, og dét er værd at have in mente: Skotsk whisky (scotch) skal nemlig udover naturligvis at være produceret i Skotland, modne minimum tre år på fad, før det må hedde (scotch) whisky – og dét er et kvalitetsstempel.
Flaske eller fad
Når man investerer i whisky, sker det enten ved at man køber det færdige produkt, flasket og færdigemballeret, eller også køber et nyfyldt fad eller fadandele af dette. Sidstnævnte kommer sig af, at destillerier tidligere tilbød dette for at skabe likviditet, mens whiskyen på egne bøger modnede – lidt som man kender det fra forsalget ”en primeur” i Bordeaux. I dag er dette typisk ikke muligt hos de store og etablerede destillerier, da likviditeten ikke på samme måde er en udfordring samtidig med, at det færdige produkt har langt større værdi for disse. Man ser dog ofte, at mindre eller nystartede destillerier tilbyder denne mulighed. Her skal man dog som investor være påpasselig, medmindre det drejer sig om passion og affektion, da et sådant destilleri typisk ikke har historisk belæg for, at prisen vil stige.
Hvilke whiskyer skal man investere i?
Verden er fyldt med god whisky og alene i Skotland estimeres det, at mere end 22 millioner fade ligger og modner og venter på deres tid. Men ligesom det gælder i vinens verden, er det ikke ensbetydende med, at noget er investeringsegnet, bare fordi det smager godt. Her kan DCI-modellen være behjælpelig med at kortlægge, hvilke parametre, der kan spille ind på den gode investering. DCI-modellen sammenholder nemlig de forskellige behov hos forskellige whiskyelskere, og jo flere parametre, der kan krydses af og jo flere segmenter, flasken appellerer til, jo mere investeringsegnet vil den i udgangspunkt være:
Det vil altså sige, at får man fingre i en flaske af høj kvalitet (slutbruger) fra et måske lukket destilleri i nummereret flaske (investor), som måske endda er en komponent i en serie eller samling (collector), så begynder det for alvor at ligne noget.
Skal dette konkretiseret yderligere, kan man kigge i retning af de bedste destillerier i Japan og i endnu højere grad mod skotsk single malt whisky. Se eksempelvis Rare Whisky 101s Collector’s Index, der kun indeholder skotske destillerier, mens nogle japanske juveler har sneget sig ind på wine-searcher.coms liste over de dyreste whiskyer i det åbne marked i øjeblikket.
Hvorfor skotsk single malt whisky?
Ovenfor taler vi både om skotsk og japansk whisky, og finder du en bourbon-whisky, der omfavner alle tre segmenter, er du også godt på vej. Men når det er sagt, bør de fleste whiskyinvestorer rette deres opmærksomhed mod skotsk single malt. Efterspørgslen og historien er der, mens særligt udbuddet i den klassiske udbuds- og efterspørgsels-mekanisme er interessant. Skotsk single malt fylder nemlig meget lidt i den globale produktion mellem de ledende producenter:
Historisk performance
Whisky har historisk set leveret nogle særdeles flotte afkast og er i det globale konsulenthus Knight Franks velansete og årligt udgivne ”The Wealth Report” år efter år hædret som det bedst performende aktiv i den såkaldte ”collectable”-kategori, der ellers huser ure, smykker, kunst, sportsbiler og sågar vin.
Dette baseres på auktions- og handelsdata indsamlet af Rare Whisky 101. Deres bredeste indeks, RW APEX 1000 er siden etableringen 31. december 2012 steget med 407,8 %, hvilket vil sige en gennemsnitlig årlig vækst på cirka 16,7 % i mere end 10 år. Men det er ikke kun de astronomisk dyre og hyper sjældne flasker, der her trækker op. Også mere generiske whiskyer som Macallans Double Cask og Sherry Oak eller Diageos relativt tilgængelige flasker fra Flora & Fauna-serien (i dag Special Release-serien) har over de senere år også set prisstigninger på 30, 40 og 50 %.
Der tegner sig således et billede af, at det ikke kun er blandt de mest sjældne og ikoniske flasker, mulighederne ligger, men at der også foreligger gode muligheder blandt whiskyer under stort løbende konsum.
Sådan skal du opbevare din whisky-samling
Skal der investeres i whisky, er det vigtigt at have helt styr på opbevaring, da tilstanden på flaske og indhold har afgørende betydning for flaskens værdi. Her er nogle grundregler, du skal have styr på:
- Modsat vin skal whisky opbevares stående, da stærk spiritus ødelægger proppen.
- Undgå at flaskerne udsættes for dagslys/UV-lys, hvilket både kan påvirke smag og farve på whiskyen, men også påvirke emballagen negativt.
- Opbevar whiskyen i et stabilt miljø med konstant temperatur og luftfugtighed. Præcis hvilken temperatur og luftfugtighed kan der være delte meninger om, men vi anbefaler cirka 12 grader og 70 % luftfugtighed.
- Vær forsigtig, når du håndterer flaskerne, og behold så vidt mulig flaskerne i originalemballagen. Dette hjælper med at beskytte labels og prop mod skader.
- Skal du investere professionelt og for afkastets skyld, er det helt essentielt, at du kan købe ind uden at betale moms, som vil være tabt, når flaskerne engang skal realiseres. Dette kan eksempelvis gøres ved at investere gennem RareWine Invest, der giver dig adgang til opbevaring på toldoplag, hvor øvrige kriterier, inkl. sikkerhed, håndtering og forsikring ligeledes håndteres for dig.
Stærke kræfter opruster i whiskyverden
I whiskyverden findes der masser af uafhængige producenter og ”blendere”, men en massiv del af markedet er fordelt mellem nogle få mastodonter, der meget godt illustrerer, at det globale spiritus- og whiskymarked er BIG business. Og for at forstå fremtidens potentiale for whiskyinvestoren, er det relevant at få en forståelse for disse spillere:
Diageo: Foruden en produktportefølje der omfatter kæmpebrands som Guinness, Tanqueray og Smirnoff, har Diageo også en imponerende whiskyportefølje, der foruden verdens bedst sælgende skotske whisky, Johnny Walker, omfatter ikoner som Talisker, Brora, Port Ellen, Lagavulin og mange flere. Diageo omsatte i seneste regnskabsår (22/23) GBP 17,1 milliarder.
Edrington: Edrington er virksomheden bag verdens måske mest prestigefyldte destilleri, The Macallan, men de sidder også på brands som Highland Park, The Glenrothes, Brugal og The Famous Grouse. Edrington omsatte i regnskabsåret 22/23 GBP 1,1 milliarder. Edrington ejes desuden delvist af Beam Suntory, der sidder på brands som skotske Laphroaig, Bowmore og japanske Yamazaki, Hibiki og Hakushu.
Pernod-Richard: Med 240 spiritusbrands er Pernod-Richard endnu en mastodont, der står stærkt i nærmest alle kategorier med Martell-cognac, Absolut-vodka, Beefeater-gin, Havana Club-rom og Pierre Jouet-champagne – blot for at nævne nogle få. Pernod-Richard står også stærkt indenfor skotsk whisky med brands som The Glenlivet (verdens næstbedst sælgende scotch single malt), Chivas Regal og Ballantine's. Pernod-Richard omsatte i 2022 for € 10,7 milliarder.
Og disse mastodonter har på ingen måder planer om at lade stå til – de investerer heftigt i både spiritussegmentet, men i særdeleshed også i whiskyindustrien. I 2018 løftede Edrington sløret for en investering på GBP 500 millioner i The Macallan, hvor der blandt ander gik GBP 140 millioner til The Macallan Estate – et besøgscenter og destilleri, mens resten går til oprustning af lagerkapacitet og oprustning af deres berømte program for fad-produktion.
Pernod-Richard annoncerede i december 2022, at gruppen investerer €400 mio. kr. i mere bæredygtig produktion i henholdsvis deres irske whiskey-brands og i de skotske Chivas-brands, samt $250 millioner i deres amerikanske whiskey-produktion. Hertil blev der i maj sidste år annonceret, at en $111 millioner-investering skal foretages i de skotske single malt-destillerier Aberlour og Miltonduff.
Også Diageo investerer heftigt og har over de seneste 10 år investeret mere end en milliard GBP i deres whisky-infrastruktur – herunder et flagsskibs-besøgscenter for Johnny Walker, samt opgraderinger, udvidelser og/eller genåbninger af Glenkinchie, Caol Ila, Clynelish, Cardhu, Port Ellen, Brora etc.
Disse monster-investeringer bliver ikke foretaget for sjov, og langt mindre burde kunne gøre det, hvis disse virksomheder kigger ind i en fremtid med normal organisk vækst. Men noget tyder på, at de forventer noget andet. Ved de noget, vi ikke ved? De ved i hvert fald, hvor meget de har på lager, og hvor meget de kan producere. Og så følger de nøje samme makrotrends, som vi også har øje på.
Fremtidsudsigterne for whiskymarkedet og for whiskyinvestoren
Trods historiske op- og nedture synes whisky aldrig rigtig at gå af mode, og kategorien ser kun ud til at vækste i fremtiden. Ifølge Allied Market Research forventes det, at det globale (malt) whiskymarked i gennemsnit vil vokse med 4,7 % om året de næste ti år. Men sådanne prognoser er i høj grad baseret på, hvad der med rimelighed kan forudses og forventes, og udviklingen kan sagtens accelerere yderligere.
Eksempelvis foreligger der et massivt potentiale i Indien. Indien er ubetinget verdens største whisky-marked* og faktisk verdens tredje største importør af skotsk whisky (målt på volumen) med 95 millioner flasker i 2020 ifølge The Scotch Whisky Association. Men selvom eksporten af skotsk whisky til Indien er steget med 200 % over det seneste årti, står det kun for omtrent 2 % af Indiens samlede whiskymarked. Den lille andel skyldes i høj grad en indisk importtarif på hele 150 % på netop skotsk whisky. Men siden ovenstående prognose for whiskymarkedet blev lavet, er Storbritanien og Indien tæt på at nå til enighed om samlet post-BREXIT-handelsaftaler, hvor importtariffen på skotsk whisky vil blive reduceret fra 150 % til 100 %. Scotch Whisky Association anslår, at en reduktion i tariffen vil resultere i en øget eksport til Indien på € 1,1 milliarder over de næste fem år. For at sætte dette i perspektiv kan det nævnes, at eksporten til Indien næsten blev fordoblet mellem 2021 og 2022 til en samlet værdi på € 330 millioner – og reduktionen af importtariffen er ikke trådt i kræft endnu.
Men også andre store økonomier er spændende. Blandt de største importører af skotsk whisky er der ligeledes vækst (målt på værdi) med USA som den største (+ 33 % fra 2021 til $1,27 milliarder i 2022) og Frankrig som den næststørste (+ 26 % i 2021 til $589 millioner i 2022). Men også Kina er rykket ind på listen og er værd at holde ekstra øje med. På blot et par år er Kina blevet fast beboer på listen og sidder i dag solidt som verdens 6. største importør, der blot på ét år mellem 2020 og 2021 øgede importen med 84,9 % til $239 millioner og +18% til $281 fra 2021 til 2022 – en udvikling, der forventes at fortsætte grundet en hastigt voksende middelklasse og stigende velstand - om muligt med mere moderate vækstrater.
Og whiskytørsten er som en epidemi, der spreder sig Asien. Ud af de 10 største whiskyimportører i verden er halvdelen asiatiske. Og det hurtigst voksende whiskymarked i 2022 var ligeledes asiatisk, da Sydkorea var højdespringeren med en vækst på 46% – og Sydkorea er ikke engang et af de fem lande i top-10.
*Whisky generelt, ikke skotsk whisky alene
Eksporten af skotsk whisky steg med 27 % fra 2021 til 2022 til 1,67 milliarder flasker (0,7l) og brød for første gang milepælen på 6 milliarder GBP.
RareWine Invest mener
Som nævnt i introen har whisky længe været et attraktivt aktiv, men meget peger alligevel på, at fremtiden ser endnu mere spændende ud. De store spillere opruster kraftigt, og selvom det betyder, at de unægtelig vil udvide udbuddet betragteligt, er det meget svært at tro, at disse virksomheder vil lade dette påvirke prissætningen på deres prestigeprodukter.
Pernod-Richard, Edrington og Diageo kigger ind i same prognoser, som vi gør, og alt tyder på, at efterspørgslen på whisky vil nå helt nye højder – både de etablerede whiskymarkeder taget i betragtning, men bestemt også på whisky-udviklingsmarkederne.
Men en 20 års whisky tager nu engang 20 år at fremelske, og sagen er den, at de gode destillerier langt fra har en overflod af god, gammel single malt i kældrene. Fra pålidelige kilder med dybt branchekendskab forlyder det nemlig, at der slet ikke er produceret og lagt nok på fad til at imødekomme fremtidens efterspørgsel. Destillerierne er bestemt kommet efter det, men grundet den lange modningstid, kigger vi med al sandsynlighed ind i minimum 20 år, hvor udbuddet og nye frigivelser på ingen måde kan modsvare efterspørgslen – og det er netop dette, der kan gøre whiskykategorien endnu mere spændende i de kommende år.
Vil du høre mere om whiskyinvestering, kan du udfylde kontaktformularen længere nede på siden – ganske uforpligtende, naturligvis.