Artikler - RareWine Academy
Pierre-Vincent Girardin | Bourgognes rising star?
Ambitionsniveauet er gigantisk. Visionen soleklar. Og de fysiske vinrammer futuristiske og topmoderne. Girardin har kørt sig selv i stilling til berømmelse.
Pierre-Vincent Girardin – en Burgundisk rising star
“Few emerging Côte de Beaune winemakers are making more of a stir than 21-year-old Pierre Vincent Girardin.”
– Willian Kelley, Wine Advocate
Ovenstående citat er fra 2020 og omhandler hans 2017 debut-årgang. Den unge Pierre Vincent Girardin er blevet lidt ældre, og han er måske ung, men var du vokset op og filtret kærligt ind i Franske vinstokke, ville også din vinviden være enorm selv i dit spæde voksenliv.
Der er i hvert fald intet tegn på manglende erfaring hos Pierre-Vincent Girardin. Hans vision for sit vinhus er soleklar. Hans perfektionisme er skudtæt, og troen på egen filosofi har cementeret hans berettigelse på Bourgognes bedste vinmarker.
Er du ikke allerede bekendt med Domaine Pierre Giradin, er det formentligt fordi, han repræsenterer en helt ny generation af Bourgognes winemakers – og det var først i 2017, Pierre-Vincent Giradin officielt etablerede sit eget domæne i Meursault.
Et ydmygt talent med unikke evner
Rasmus Nielsen (RareWines stifter) spottede tidligt Pierre Vincent Girardins talent, og allerede før hypen fandt vej til Girardin, frekventerede Rasmus den unge vinmagers hjem. Vi har således fulgt Girardin fra start og regelmæssigt aflagt ham besøg siden 2020, og i dag vil alle vinconnaisseurs besøge det sprudlende talent.
På et af vores besøg hos Girardin skulle Rasmus, Pierre-Vincent Girardin og andre etablerede winemakers spise middag, og her hører vin sig selvsagt til. Men netop her besluttede Rasmus sig for at servere vinene blindt, og lade de professionelle gætte mark, vin og årgang.
Ved første vin smager Girardin sidst, og rammer plet på både mark, vin og årgang. Heldigt? Nej. Ved næste vin starter Girardin og gætter igen tre ud af tre rigtige. Med sit lidt generte og ydmyge væsen brillierer han vinkundskab, som en sand mester.
”Det er med at nyde Pierre-Vincents Girardins exceptionelle vine nu, mens de stadig er til at komme i nærheden af. I fremtiden vil priserne se helt anderledes ud”,
- Rasmus Nielsen
Det løber i hans årer, det flyder i hans blod
Vinpassionen altså. Og selvom hele verden måske endnu ikke kender hans navn, er Girardin faktisk slet ikke et fremmed navn i Bourgogne. Pierres far Vincent Girardin var stolt vinavler i 12. generation, om end han i 2011 besluttede at sælge størstedelen af husets vinmarker. Vincent beholdt 4,5 hektarer i Pommard, Volnay og Meursault – for selvom han selv søgte nye udfordringer, lod han vinporten stå på klem i tilfælde af, at vinen også løb i Pierres vener.
Pierre voksede således op blandt vintønder, og gennem sin opvækst trådte han sirligt i sin fars fodspor – i mark såvel som kælder. Det var derfor ikke mærkværdigt, at Pierre flåede porten åben. Og selvom han ikke rådede over mange hektarer, skulle intet stoppe ham i rejsen mod at dyrke fabelagtig vin fra familiens vinstokke.
Domaine Pierre Girardin: Som far, så søn – og alligevel helt sin egen
Pierre fandt det ganske naturligt at stikke næsen nysgerrigt frem, og fra en helt ung alder deltog han i faglige diskussioner og samtaler med diverse bourgogneelskere. Så da hans far trådte officielt tilbage, skulle der ikke bruges megen tankevirksomhed, før Pierre sagde ja tak til overtagelse – selvom han i 2011 kun var 15 år gammel og faktisk for ung til overhovedet at smage sin egen vin.
Pierre-Vincent og farmand begyndte at forberede Pierres indsættelse, og sammen arbejdede de således med familiens vinstokke – Pierre fik strømlinet sin egen filosofi, og brikkerne i vinfremstillingens puslespil blev lagt: Motivet var Pierres egne ideer.
Det var en tid fyldt med refleksion, og Vincent Girardin skulle efter sigende have udtalt, at han lærte meget mere i den korte skoleproces med Pierre, end han gjorde de år, han selv stod i spidsen for vinfremstillingen. Pierre voksede ud af sin fars fodspor, og fandt en stil, der er helt sin egen. En stil, der har gjort ham til et af Bourgognes nyeste og klareste stjerneskud.
Månekalender og biodynamik
Der er ikke noget, der er overladt til tilfældighederne i Pierre-Vincent Girardins vinfremstilling. Han har indført biodynamiske metoder. Biodynamiske metoder, der særligt fik taletid, da både Anne-Claude Leflaive og Lalou-Bize Leroy begyndte at opererer netop efter disse. To Kvinder, der har markeret sig selv som nogle af de absolut bedste vinproducenter i verden.
Ydermere får månekalenderen taletid, når Pierre tryller druer til vin. Både månens og stjernernes position har siden oldtiden haft afgørende betydning i landbrugstraditioner verden over – positionen har været afgørende for, hvornår der skulle sås, hvordan jorden skulle passes, hvornår der skulle beskæres, og hvornår der skulle høstes. Og med biodynamikken fik den forældede men ædle tradition nyt liv. Og månekalenderen har således også betydning for Pierre-Vincent Girardin.
Ydermere hæver han espaliers på sine marker og lader dem vokse mere, end hvad der er tradition for i Bourgogne, hvilket også er set hos en anden af Bourgognes helt store producenter, der fik succes med raketfart – nemlig hos Charles Lachaux på Domaine Arnoux-Lachaux, hvor Poussard-metoden er modificeret og gjort til Charles’ helt egen.
Og det er selvfølgelig ikke kun i marken, Pierre har sat sit eget præg. Han ønskede at lave hvidvine med en sublim renhed, hvorfor han bestilte specialfremstillede 456 liters fade fra Tonnellerie Francois Freres, der med et højt internationalt omdømme gennem skræddersyede fade og tønder giver liv til enestående vine i Frankrig og resten af verden. Fordi fadene er meget større end vanlige franske fade, er der en forholdsmæssig mindre kontaktflade mellem fad og vin. Det betyder selvsagt, at aromaer, der vanligt kommer fra egetræet, bliver mindre hos Girardin.
Bonusinfo: Traditionelt har man benyttet sig af såkaldte ’barriques’, som i Bordeaux har en kapacitet på 225 liter, mens man i Bourgogne har haft tradition for et marginalt større fad på 228 liter.
Terroir, terroir, terroir
Kan man sige, at nogen er terroirets mand, må Pierre-Vincent Girardin siges at være netop det. Han ønsker at udtrykke Bourgognes mineralske side i sine hvidvine frem for vine, der er alt for tætte og koncentrerede.
En måde Pierre-Vincent Girardin søger at fremhæve terroiret på, er ved at udføre meget lidt eller slet ingen pigeage. Pigeage er processen, hvor det tykke lag af stilke, skind og kerner på overfladen af den gærede rødvin brydes. I stedet for at pumpe mosten op over selve skallen (remontage), presses mosten ned for at udtrække farve, tanniner, aromaer og smag. Ved at reducere pigeage og desuden afstå fra filtrering skaber han en mulighed for at bevare de rå elementer i vinen – han giver således terroir massivt spillerum.
Ydermere har han reduceret mængden af svovl i sin vinfremstillingsproces, hvilket også kommer som et resultat af, at han har skiftet til større fade. De store fade giver nemlig mindre fordampning – og dermed kan han reducere brugen af svovldioxid.
For selvom der hos mange vinproducenter er tradition for at benytte svovl i alle faser af vinifikationen, og det tilmed er et våben mod oxidering, er der også kommet stigende fokus på, at svovl ensretter vinene. Og er man terrorirets mand er ensretning det sidste, man ynder at opnå.
Kampen mod tidlig oxidering ligger i detaljen
Hvid Bourgogne har vundet stor popularitet de seneste år, men med hvid bourgogne kommer også frygten for tidlig oxidering. Det var et fænomen, der for alvor blev opdaget i begyndelsen af dette årtusinde. Fænomenet påvirkede især hvide bourgogner produceret omkring år 1995/1996, om end det ikke udelukkende var disse årgange, der var ramt.
Den tidlige oxidering betød selvsagt, at topproducenters ypperste vine, der i sagens natur burde kunne ældes og modne i lang, lang tid, pludseligt mistede kraft meget tidligere end ventet. Det er også en problematik, Pierre-Vincent Girardin er bevidst om, hvorfor han gør alt, der står i sin magt for at komme truslen til livs. Og selvom der fortsat ikke er enighed om, hvad der præcis forårsager tidlig oxidering, er der trods alt nogle teser. Og disse er Girardin opmærksom på.
Pierre-Vincent presser efter sigende sine druer meget hårdt – en proces, der tager op til tre timer. Presningen resulterer også i tør ekstrakt fra druerne, der bidrager med tekstur til vinen. Ydermere sørger Girardin for at holde sin kælder meget kold. Han køber sine propper fra Sardinien, fordi han gennem egen research har erfaret, at disse er ekstra tætte i modsætning til propper, han før har anvendt. Derfor vil du bemærke at korken er længere end man er vant til på Girardins flasker.
Han smører desuden er sine flasketoppe ind i voks for at tilføre et ekstra lag af beskyttelse. Hans valg af de førnævnte store egetræsfade bidrager også til at bevare friskheden i vinen, ligesom voksen også er valgt med omhu.
Vinene fra Pierre-Vincent Girardin
Pierre-Vincent Girardin overtog som sagt 4,5 hektar fra sin far, men det var ikke nok. Siden har han tilkøbt parceller, hvorfor han i dag råder over 7,3 hektar. Og som følge af familiens solide netværk i Bourgogne fik Pierre-Vincent Girardin mulighed for at indgå langtidskontrakter med nogle af Bourgognes ypperste avlere – og derfor kunne han supplere sine vinmarker. Men der er særlige krav til avlere. De skal selvfølgelig dele hans pertentlige vinavlsfilosofi.
En ting er helt sikkert. Pierre har et stort talent for at udse sig ofte oversete parceller i Côte de Beaune, og det er endda lykkes ham at råde over druer fra Montrachet, Bâtard-Montrachet, Chevalier-Montrachet, Corton og Corton-Charlemagne. Det er lykkes Pierre at opnå solide partnerskaber med landmænd med unikke terroirs og unik filosofi.
Grand Cru fra Pierre-Vincent Girardin
Girardins portefølje tæller intet mindre end ni grand cru-vine, hvor navne som Montrachet, Corton-Charlemagne og Chambertin vækker misundelse hos mange vinconnaisseurs. Pierre-Vincent er ikke privilegieblind, og sætter en stor ære i at fremstille vine fra nogle af Bourgognes store vinmarker. Hans første egentlige årgang er årgang 2018, og grundlæggeren af RareWine, Rasmus Nielsen, forelagde Pierre-Vincent et besøg – netop i forbindelse med 2018-årgangen.
Montrachet er en af Bourgognes mest eftertragtede marker, hvor nogle af verdens mest rige, strukturrige og lagringsværdige vine bliver født. Pierre-Vincent Girardins Montrachet kommer fra vinstokke, der er mere end 95 år gamle.
Vinstokkene til Girardins Corton-Charlemagne la Croix er ikke helt 100 år, men 70 år gamle, hvilket også er svært imponerende. Frugten til vinen kommer fra økologisk dyrkede vinstokke placeret på Aloxe-siden af Corton-Charlemagne lige ved siden af det signifikante Corton-Charlemagne-kors – hvilken efter sigende skulle være den bedste del af området.
I rækken er perler kommer også Girardins Corton Clos di Roi, hvilken ifølge William Kelley fra The Wine Advocate er: ” The finest of Girardin's Côte de Beaune reds”.
Fra Pierre Girardin kommer også en Bâtard-Montrachet lavet på 80 år gamle og økologisk dyrkede vinstokke med rødder på Chassagne-siden af marken. Beliggenheden på parcellet her er formentligt en af de mest ideelle i Bâtard.
Foruden ovenstående kan Pierre-Vincent også pynte sig med parceller på Mazis-Chambertin, Clos de Vougeot og Griottes Chambertin. Tilsammen er det et terroirteam, der sjælden ses i Bourgogne – i hvert fald samlet under en og samme producent.
Pierre-Vincent Girardin: Premier Cru
Ligesom med de store grand cru-vine skaber Girardin også fabelagtige vine på premier cru-niveau. Og det gør han fra en bred vifte af parceller, der blandt andre tæller Les Epenottes, Clos des Chênes, Les Suchots, Les Perrières, Aux Clos, Les Pucelles, Les Murgers des Dents de Chien og Lavaux Saint-Jacques for blot at liste nogle få.
Med så bredt et arsenal af parceller har han mulighed for at skabe vine med massiv diversitet – men i ganske få mængder. Han råder nemlig sjældent over mange hektarer på hver enkelt parcel – og han holder mængderne nede for at fremme kvaliteten.
Selvom Pierre-Vincent ikke ejer alle de parceller, han skaber vin fra, ved han hundrede procent, hvad der foregår. Nogle af parcellerne dyrker han selv, selvom han ikke står på skødet. Og dyrker han ikke selv parcellerne, stoler han på dem, der dyrker for ham. Han bestemmer selv datoen for høst, og i kælderen er han sin egen herre.
Høje ambitioner cementeres med nyt vineri i Meursault
Der er intet, der tyder på, Pierre-Vincent Girardin spejder efter gærdes laveste punkt. Perfektion er hans drivkraft, og det er da også det tårnhøje ambitionsniveau, der har ført til etableringen af et nyt futuristisk vineri. I den sydlige ende af Meursault har Girardin skabt en imponerende bygning. Den er topmoderne, og danner en perfekt base for hans ambitiøse vinproduktion.
Faciliteterne er sublime, og kælderen er kontrolleret, så både temperatur og fugtighed ligger på det helt perfekte niveau i forhold til Girardins ønsker. At skabe sit helt eget vineri, fordrer selvsagt nogle helt unikke muligheder for en ung vinmager – og selvfølgelig vigtige beslutninger om udstyr. Og det var netop her, der blev lavet plads til de store egetræsfade på 456 liter, der er dobbelt så store, som et klassisk Bourgognefad.
Vineriet sætter punktum for sin storslåethed med sit smagerum med udsigt over Meursault, og den nordlige del af Puligny-Montrachet. Pierre-Vincent sætter sit spæde livsværk i scene i topmoderne faciliteter og vinconnaisseurs og influencere følger ham tæt for at se, hvor hans høje ambitionsniveau tager ham hen. Og selvom hans vinviden er massiv og nærmest medfødt, er han stadig spæd i vinbranchen med meget få frigivelser på CV’et. Men han er kommet virkelig flot fra start, og om hans første Corton-Charlemagne siger William Kelley fra Wine Advocate:
“This is an indisputably impressive debut Corton-Charlemagne.”