Markedsanalyser - Øvrige - 13. januar 2022

Analyse: Fortsætter væksten på vinmarkedet i 2022?

Vin til investering viste sig som en af de stærkeste aktiver på markedet i 2021 for alverdens investorer, men fortsætter tendensen i 2022?

Ikke blot i klassen for alternative investeringer, som tæller diamanter, ure og biler, men også på tværs af de mere traditionelle investeringsklasser som aktier og guld, var vin ifølge flere analyser blandt de bedste investeringer i 2021. Således rapporterede vi også ved udgangen af 2021 om stigninger over en bred kam – ikke mindst anført af champagnekategorien, som for 2021 leverer hele 39,5 %, og dermed også viser sig mere attraktiv end Bitcoins. Klik her og læs hele årsrapporten.

Hos RareWine Invest er vi ikke de eneste, der hæfter os ved den positive prisudvikling for vininvestorerne. Også Irvin Goldman, der er CEO for Acker, har bemærket udviklingen. Acker, der er et velrenommeret auktionshus for vin med base i Delaware og Hong Kong, spår tilmed, at udviklingen kommer til at forsætte i 2022.

Hvis vi ser bort fra de udefrakommende makroøkonomiske forhold, som påvirker den globale økonomi, forklares den forventede markedsudvikling for 2022 med udgangspunkt i de velkendte tre C’er; Collectors, Consumption og Climate Change.

Collectors – større efterspørgsel end nogensinde

Ifølge The Wealth Report 2021, der årligt udsendes af Frank Knight, kigger vi ind i en befolkningstilvækst på godt 30 % frem mod 2025 i segmentet for UHNWI – Ultra High Networth Individuals – personer med en formue, der overstiger $30 millioner. Irvin Goldman angiver, at 2021 for alvor var året, hvor den stærkt vækstende globale population fik øjnene op for vininvestering som en reel mulighed.

Blandt de nye segmenter, der har fået øjnene op for vininvestering, fremhæves særligt gruppen af personer i alderstrinet fra 35 til 44 år som de mest engagerede. Netop denne gruppe har været med fra begyndelsen af de første sociale medier, og er stadig blandt de mest aktive på sociale og digitale medier – særligt når det kommer til vinrelateret indhold. I stigende grad er dette segment også begyndt at interessere sig for at samle, drikke og investere i eksklusive vine.   

Det er en tendens vi også kan genkende hos RareWine Group, hvor godt 60 % af vores mere end 350.000 følgere på Instagram befinder sig i aldersgruppen fra 25 til 44 år.  

Trods verdensomspændende pandemi steg verdens rigdom med 7,8 billioner dollars i 2021 hvilket har medført, at også eksisterende vinsamlere og vinelskere har haft flere penge mellem hænderne og dermed mulighed for at investere yderligere.

Irvin Goldman fremhæver også, at nye markeder som ikke har tradition for vininvestering er begyndt at få øjnene op for netop denne aktivklasse, herunder store økonomier som Rusland, Indien, Mellemøsten og Australien.

De stærke afkast som vin har leveret særligt i 2021 har også tiltrukket en anden type af investorer, nemlig de såkaldte ”krypto-investorer”, som normalt ikke har tålmodighed til at investere i vin. Hvis denne gruppe for alvor kaster sig over vininvestering, kan vi forvente yderligere prisstigninger i fremtiden.

Consumption – der bliver drukket mere vin

Covid-19 har ændret verden for evigt. Ikke mindst er der vendt op og ned på forbrug, vaner og levemønstre. Konsumet af vin hos de traditionelle vinelskere er steget, og det er kun blevet forstærket af pandemien.

Globale locks-downs forårsaget af Covid-19 har medført at flere end nogensinde arbejder hjemmefra. Det medfører, at overgangen mellem arbejde og privatliv smelter sammen. Hjemmearbejdspladsen har medført nytillagte vaner; Man kan gå lidt senere i seng, end man plejer. Man behøver ikke stå så tidligt op, som man plejer. Man skal ikke køre hjem osv.

Under pandemien har store dele af verdens befolkning været afskåret fra mange oplevelser og forbrugsgoder, hvilket i stedet har medført, at man bruger penge på at forkæle sig selv lidt mere i hjemmet, eksempelvis ved at nyde en ekstra god flaske vin eller to.

Dermed har flere end normalt fået øjnene op for at nyde de dyrbare dråber – også når hverdagen vender tilbage til normalen.

I alle de modeller, der fremskriver konsumet af eksklusive vine i fremtiden, er konsumfaktoren steget. Faktisk i en sådan grad, at flere modeller forudser et begrænset fremtidig udbud grundet det større konsum, konkluderer Irvin Goldman.

Climate Change – Ustadigt vejr giver mindre høstudbytte

Som vi tidligere har berettet om, er høstudbyttet for de franske vinbønder historisk ringe i 2021. Faktisk så ringe, at det Franske Landsbrugsministerium, ifølge Ritzau, har omtalt 2021-høsten som den værste landsbrugskatastrofe i det 21. århundrede – læs hele artiklen her. Vinproduktionen i 2021 er godt 30 % lavere end 2020, som i forvejen ikke var prangende.

I det populære amerikanske tv-nyhedsmagasin ”60 minutes”, som sendes på CBS, fik offentligheden den 26. december 2021 syn for, hvad vinverden længe har vidst. Klimaforandringene har allerede nu stor indflydelse på såvel kvalitet som udbytte af den vin, der bliver produceret verden over. Vi oplever i disse år nogle af de mindste årgange nogensinde, da stigende temperaturer, ekstreme vejrfænomener, ustadig frost, regn og altødelæggende skovbrande ødelægger hele eller dele af årgange. En kedelig tendens, der skaber frygt for de fremtidige produktioner af verdens bedste vine. 

For at højne kvaliteten arbejdes der i stigende grad med omlægning til bæredygtighed eller biodynamisk produktion i verdens førende vinområder, hvilket resulterer i stigende produktionsomkostninger og mindre høstudbytte.

Kort sagt – de allerede sparsomme mængder af eksklusive vine bliver kun mere sparsomme i fremtiden, hvor der allerede nu tales om såvel Champagne- som Bourgognetørke, hvilket du også kan læse mere om her.

Konklusion

Man skal passe på med dommedagsoverskrifterne – det er trods alt stadig umuligt at forudsige fremtiden. Hvis man dog skal tillægge de 3 C’er en smule vægtning, kan man som vinelsker ikke undgå at blive lidt bekymret for fremtiden. Heldigvis kan man trøste sig med, at der produceres store mængder af fantastisk vin overalt i verden, som sandsynligvis ikke kommer til at stige synderligt i pris og tilmed smager godt.

Når vi til gengæld zoomer ind på de sparsomme mængder af vin, der er velegnet til investering, er der grund til optimisme hos vininvestorerne. Verdensøkonomien kombineret med de 3C’er giver nemlig grobund for, at der ligefrem kan opstå en decideret tørke af de bedste og mest eksklusive vine. Befolkningstilvækst, flere midler mellem hænderne, øget konsum og nye segmenter, der har fået øjnene op for eksklusive vine til såvel konsum som investering, er de drivende parametre.  

Helt banalt kan det koges ned til følgende – nemlig at der konsumeres mere eksklusiv vin, og der vil være mindre af det i fremtiden. Ergo har vi et forhold mellem udbud og efterspørgsel, der er særdeles attraktivt for vininvestorerne – umiddelbart også i 2022, men særligt på den lange bane.

Bliv kontaktet af RareWine Invest

Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt - ganske uforpligtende naturligvis.